SOURCE

Vi er som forbruger, heribandt mig selv, blevet mere bevidste om, hvad vi stopper i munden, og hvordan vi passer på miljøet. Det har nu også smittet af på moden. Modebranchen er blevet mere ansvarsbevidst og er hoppet med på den grønne bølge. Det er blevet in at være grøn, og vi køber mere tøj i genbrug og på Trendsales og forlænger dermed tøjets levetid. Vi re-designer vores gamle tøj og lægger vores brug-og-smid-væk kultur på hylden. Er vi blevet mere bevidste om tøjets belastningen af miljøet, eller har vi bare færre penge i pungen? Personligt tror jeg det er et mix, det er sjovt at re-designe sit tøj eller gøre et kup på Trendsales, men samtidig har jeg heler ikke råd til at købe nyt hele tiden. Jeg tror aldrig, jeg har smidt tøj ud, med mindre det har været helt ubrugeligt. I min familie har vi vel levet efter:  One man’s trash is another man’s treasure. Førhen pakkede min mor det i sække og smed dem i tøj indsamlings comtainer, eller også arvede vi søstre af hinanden. Nu sælger jeg det tøj jeg ikke bruger. Jeg er 100% bevidst om at mit tøj er for godt til at blive smide ud, og hvis en anden kan få glæde af det, er det jo kun godt.

Til produktionen af en alm. T-shirt bruges ca. 2000 liter vand i processen fra bomuldsfrø til butik. Samtidig anses bomuld for at være den mest forurenende afgrøde i verden pga. den enorme forbrug af skadelige pesticider. Det er mindre end 1% af verdens produktion af bomuld, der er økologisk. I 2010 og 2011 var H&M en af de største aftagere af økologisk bomuld. Deres mål er udelukkende at bruge økologisk bomuld i 2020. H&M brugte desuden i 2012 genbrugs polyester svarende til 9,2 mio. plastikflasker.

Så hvad gør du med dit brugte tøj?

Translation: What do you do with clothes you don’t wear anymore?

 

SOURCE

GODT FU**ING NYTÅR, ALLE SAMMEN. I 2012 har jeg både været til koncert med Rammstein og Linkin Park, jeg har fået en nevø, jeg besøgte Berlin 2 gange, var på min første flyvetur og min første ferie i varmen – nemlig Marokko. Jeg har færdiggjort min uddannelse, været arbejdsløs og højskolelev. Jeg har været forelsket, ulykkelig, grædefærdig, lykkelig, stolt, spændt men mest af alt GLAD!

I, alle mine fantastiske læsere, har været med til at gøre 2012 til et helt fantastisk år. Nu ser jeg frem til et 2013, som forhåbentlig bliver et lige så fantastisk år.

Jeg har igennem bloggens levetid oplevet lidt undren og spørgsmål omkring bloggens navn – hvor kommer det fra? Oversat betyder As In Michelle-Marie – Som i Michelle-Marie. Egentlig er det slet ikke mig der 100% selv har fundet på det, men noget der kommer fra musikeren As in RebekkaMaria, som for nogle år siden hittede med sangen ‘Yours Truly’, som jeg var ret vild med. Jeg var ikke et sekund i tvivl om bloggens navn, da jeg startede den i sin tid, og det af den rimelig corny årsag at vi hed(der) det “samme” til mellemnavn – Maria/Marie, ja og så synes jeg det var ret fængende.

Nu nærmer enden på mit højskoleopholdet sig, og så bliver alle mine døre åbnet igen. Hvad skal jeg mon lave? Tjoh… først og fremmest skal jeg finde mig et job og en lejlighed – og det er lettere sagt end gjort. Jeg går med lidt drømme og forhåbninger for fremtiden, som på længere sigt forhåbentlig kan komme mig til gode. Jeg kan mærke at nervøsiteten for den ukendte fremtid er ved at melde sig. Egentlig så jeg helst at min fremtid var synlig, men i stedet må jeg tage en dag ad gangen og krydse mine fingre for at det hele nok skal flaske sig.

Høj på koffein og efterveerne fra en fantastisk koncert med studerende fra musikkonservatoriet, har jeg begravet mig under dynen, med musik i ørerne. Jeg føler mig fyldt op med kreativitet, og det kribler i fingrene for at lukke det hele ud på én gang. Energien er tilbage (måske har kaffen noget at skulle have sagt i denne sag), og jeg glæder mig til at stå op i morgen, gå i bad og tage imod dagen med åbne arme. Men først: Søvn!

Sov godt derude.

Jeg har haft en rigtig øv dag, med følelserne helt uden på tøjet og et lumsk humør. Jeg har været frustreret, irritabel og bare haft lyst til at fælde læssevis af tårer, men jeg er for stolt. Det har været en af de dage, hvor de mindste ting, som at folk ikke rydder op efter sig eller parkerer deres sko lige inden for døren, har kunnet få mig op i en spids. Nu har jeg gemt mig væk med min tårer, tilladt mig selv at være lille, usikker og uden nogen form for stolthed til at stoppe mig. Jeg har slået i puden og forsøgt at overbevise mig selv om, at det er okay at have dumme dage, hvor man mister overblikket. Det er okay at savne sin mor derhjemme, samt frygte at miste dem man elsker. Jeg er trods alt kun et menneske.

Mens jeg sad og bryggede på dette indlæg, ringede min mor, og jeg fik læsset af. Kender I det når ens mor spørger: ‘Er du okay?’ som om hun kan mærke man er ked af det. Det er som om det spørgsmål er nøglen til mine tårerkanaler, og at hun er den eneste der ved hvordan den virker.